Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1
Ålholm Skoles logo
Mobil menu

Nyhedsbrev 2021 august

Nyhedsbrev

August 2021

skyKære forældre på Ålholm Skole

To skoleuger af skoleåret 2021 / 2022 er nu gået og jeg tænker, at I skal have et livstegn fra mig. Vi er tilbage i nogenlunde normale rammer, hvilket er skønt, og det har allerede kunnet mærkes i skolegården, i aulaen og ved enkelte begivenheder som første skoledag og forældrearrangementer.

De nye børnehaveklasser er startet

Onsdag d. 11. august modtog vi så vores nye børnehaveklasser0klasse med et par festlige og hyggelige timer i aulaen. Dér sad de på rader og række sammen med deres forældre, forventningsfulde og spændte på den nye verden, der starter nu. Og til alles store glæde kunne vi igen fylde aulaen med mennesker! Søde, dygtige Rabia fra 5.b sang ”Første skoledag” akkompagneret af Pernille Sørensen på guitar og næstformand i skolebestyrelsen Katja Barfod bød forældrene velkommen med et par gode ord og råd om skole-hjemsamarbejdet. I år måtte vi desværre ikke sende balloner i luften som afslutning på dagen. Det er ellers den helt store klassiker denne dag, men da Københavns Lufthavn er ved at renovere landingsbane og derfor sender flyene i en bane ind over Valby, måtte vi ikke sende balloner op i år. I stedet blev der hængt tegnede æbler på træer udenfor klasserne, så alle vores nye skolekammeraters ansigter smiler til os i aulaen fra 0.a, b og c.

Nye coronaregler

Som det nok er alle bekendt, arbejder vi efter nye smitteopsporingsregler for coronaudbrud her efter sommerferien. Vi skal som udgangspunkt ikke hjemsende hele klasser, men derimod identificere, hvilke klassekammerater (eller andre kammerater) og lærere, der har været indenfor en meters afstand af den smittede i mere end et kvarter indenfor smitteperioden. Og dét er svært! Især, når det gælder de helt små klasser, kan børnene ikke selv hjælpe os med at lave en nogenlunde vurdering, ligesom at udflugter og andre arrangementer (som der er mange af i denne del af året) kan gøre, at mange børn blandes på kryds og tværs. Vi har siden sommerferien lavet smitteopsporing i fire klasser (i skrivende stund) og jeg tænker, at det bliver et vant billede, vi alle er nødt til at indstille os på. I forbindelse med hjemsendelse til isolation og test vil der være forskel på, hvilken hjemmeundervisning vi som skole tilbyder. Det afhænger nemlig meget af elevernes alder, om vi har lavet arbejd-selv-mapper eller om eleverne tilbydes at deltage i klasseundervisningen via Teams eller om der bliver udstukket opgaver til hjemmearbejde fra dag til dag.

Postkortkonkurrencen

En sikker sommertraver er jo postkortkonkurrencen, som også forløb denne sommer. brevKlasserne konkurrerer med hinanden om, hvem, der sender flest sommerhilsner på postkort til skolen (og til sin egen klasse). Og selvom postomdeling efterhånden er en svær størrelse i Danmark med mange dages leveringstid og forsinkelser, lykkedes det 3.a at vinde konkurrencen med hele 21 postkort sendt til skolen – og efter redaktionens deadline kom der vist 15 flere! Stort tillykke til 3.a, som vinder en tur til Køge Bugt Badeland – eller noget lignende

Flere møbler

Skolen vokser i klasser og elevtal. Her i august er vi faktisk cirka 660 elever og hele 30 klasser i vores gamle bygning! Det er dejligt, at vi dermed næsten har indfriet målene i den lange rejse tilbage fra 2006, hvor skolen oplevede et stort fravalg og næsten kun med nød og næppe kunne skrabe to klasser sammen per årgang. De mange klasser gør dog også, at vi har måttet bestille flere møbler. I mellemtiden har nogle klasser måtte tage til takke med en sammensætning af borde og stole, der måske mere har mindet om et polsk loppemarked. Møblerne har også haft forsinkelser undervejs i leveringen, men allerede fra denne uge 34 skulle vi begynde at modtage nogle af stolene og bordene og i midten af september er vi i hus med at supplere op, så alle gerne skulle sidde ved alderssvarende borde og stole.

Ny souschef på trapperne

Som jeg skrev til jer før sommerferien, er vi lige nu i den situation, at vi sidder uden en permanent souschef på kontoret. I stedet er ihærdige og hårdtarbejdende Rikke Petersen konstitueret som souschef, side om side med at hun underviser i sin klasse. Situationen giver helt uundgåeligt nogle lidt svære arbejdsvilkår for alle, men vi prøver at håndtere opgaverne efter bedste beskub! Stillingen har været slået op her i august og i den kommende uge afholder vi ansættelsessamtaler i et udvalg bredt sammensat af forældre fra skolebestyrelsen, medarbejdere og ledelse og forvaltning. Feltet er godt, så forventningerne er store – og jeg håber på indenfor kort tid at kunne delagtiggøre jer alle i, hvem, der bliver ny souschef på Ålholm Skole!

Tabte tænder

TandEt nyt skoleår med nye børnehaveklasser betyder, at vi starter forfra med tandtælleriet. Og dét gør vi gerne ! Men, men, men… børnehaveklasselederne har endnu ikke startet optællingen eller lavet oversigtsskemaer, så man kan følge med i denne altafgørende udvikling. Jeg må derfor holde jer alle på pinebænken til næste nyhedsbrev med tallene!

Med venlig hilsen

Søren Vith

Skoleleder

Husk at gå ind på skolens hjemmeside www.aalholmskole.aula.dk eller besøg skolen på Facebook eller Instagram for at se billeder fra skolens liv