April 2021
Kære forældre på Ålholm Skole
Jeg har en uheldig vane med somme tider at være lidt sent ude med mine nyhedsbreve. Denne gang er jeg så lidt tidligt ude, men det kan give mig muligheden for at ønske jer alle en fredfyldt og forhåbentlig dejlig påskeferie! Og ellers vil jeg blot ile med stort og småt nyt fra og omkring vores alles Ålholm Skole.
Genåbning for 5. – 9. klassetrin efter påskeferien
Som I jo ved, skal 5. – 9. klassetrin tilbage i skole 50% af tiden efter påske. Det er rigtigt dejligt, men også et logistisk arbejde, vi har skyndt os med at få på plads. Modellen fra undervisningsministeriet er, at klassen er i skole den ene uge og har fjernundervisning den anden uge og at ikke alle klasser er i skole den samme uge.
Vi har derfor på Ålholm valgt, at 5. og 6. klassetrin har fysisk undervisning på skolen i uge 14 (dog ikke mandag, hvor skolen har lukket) og at 7. til 9. klassetrin har undervisning på skolen i uge 15. Og således fortsætter klasserne med at veksle mellem fjernundervisningsuger og uger med fysisk undervisning, indtil regeringen beslutter en forhåbentlig større åbning af undervisningsområdet. I og jeres unge mennesker vil blive informeret mere specifikt af klasselærerne omkring, hvad det betyder for den enkelte klasse. Grundreglen er fortsat, at den enkelte klasse er enheden og at man ikke er på tværs af klasserne. En stor del af udskolingslærerne (7. – 9.) vil undervise i to klasser, for at vi kan sikre en bredere faglighed i undervisningen, særligt for 8. og 9. trin, der jo arbejder frem mod afgangsprøverne i deres pensum.
For 5. – 9. klassetrin gælder det, at de møder forskudt i forhold til 0. – 4. klassetrin.
5. – 9. klassetrin møder hver dag (i de fysiske undervisningsuger) klokken 8.30 på skolen og har fri klokken 13.45.
Klasserne har forskudte frikvarterer i forhold til 0. – 4. trin, hvorfor vi igen slukker for ringeklokken på skolen!
For elever, som er i nødpasning gælder, at de følger deres klasser, når disse er fysisk i skole, mens de fortsætter i nødpasningen, når klasserne har fjernundervisning.
Der er ikke udgangstilladelse for udskolingseleverne, så husk en god madpakke hver dag!
Test af elever fra 12 år og opefter I samme forbindelse opfordrer vi kraftigt til, at elever over 12 bliver testet ofte, så de kan møde i skole med en negativ test indenfor de seneste 72 timer! Testene er med til at sikre, at vi kan holde skolen kørende og klasserne smittefri.
Suppleringsvalg til skolebestyrelsen
Vores gode skolebestyrelse har desværre været ramt af et mandefald i løbet af dette skoleår. Årsagerne har været vidt forskellige og er blot et sammenfald, men vi står derfor nu i den situation, at vi er nødt til at lave et suppleringsvalg til skolebestyrelsen.
Med andre ord efterlyser vi minimum én, men gerne flere forældre her på skolen, som kunne tænke sig at sidde i skolebestyrelsen eller være suppleanter til skolebestyrelsen. Jeg skriver mere udførligt om opgaven til jer i en besked i starten af uge 14, hvor I vil kunne læse om arbejdet i skolebestyrelsen.
Men nu kan I tænke over det Da der er valg til en ny skolebestyrelse allerede i 2022, er dette blot en glimrende chance for at snuse lidt til arbejdet. :-)
Trafik
Skolevejene til Ålholm Skole er jo som bekendt et udfordrende, halvfarligt miljø at færdes ad i morgentimerne. Mange skal krydse Valby Langgade, som reelt set kun byder på et ikke helt trygt fodgængerfelt ud for Skellet. Andre igen kører børnene til skole i bilen, der alligevel skal fragte dem videre på arbejde. Det giver ophobning og trafikkaos på Vibeholmen, hvor nogle forældre sågar næsten kører op på fortovet ved skoleporten for at sætte de små pus af!
Heldigvis har vi et fantastisk og hårdtarbejdende trafikudvalg i forældregruppen! De har nu gennem flere år arbejdet med at få lavet analyser af trafikforholdene og mulighederne for at forbedre disse, de har arbejdet på at få politikerne overbevist om at finansiere løsningerne og de har haft artikler i Valbybladet om emnet med jævne mellemrum.
Nu kan vi se det hårde arbejde bære den første frugt, idet partierne på rådhuset er blevet enige om at bruge nogle uforbrugte midler på vores sag. Helt præcist er der bevilget 5 millioner til at sikre de nære trafikveje til skolen. Det kommer til at omfatte:
- En trafikal fredeliggørelse af Vibeholmen, hvor skoleelever i dag bliver afleveret (altså = ingen udefrakommende biltrafik!).
- Ind- og udstigningsperroner på Skellet i begge retninger, så behovet for at benytte Vibeholmen reduceres.
- Sikret fodgængerkrydsning på Skellet.
- Krydset Valby Langgade / Skellet signalreguleres og der etableres bedre krydsninger for de bløde trafikanter.
- Fleksibel cykelparkering, så forældre nemmere kan aflevere børn på cykel.
Rom blev ikke bygget på én dag, og jeg kender ikke helt tidsplanen for, hvornår alle initiativer er færdiggjorte, men nu pengene afsat, og opgaven vedtaget! Tak til trafikudvalget for deres stærke arbejde!
Stier om boldbanen
En anden og mindre problematisk trafik er dén, der foregår mellem legestativerne, gyngerne, svævebanen og boldbanen. Her er børnene jo i fuld gang, og særligt i det våde vinterhalvår har vi kunnet konstatere, at de kære børn derfor kommer til at ødelægge græsbevoksningen udenom kunststofbanen, de bliver selv møgbeskidte og det hele ender i et ælte og pløre uden lige.
Vi har derfor været i dialog med forvaltningens byggeansvarlige og får bevilget anlæg af nogle asfalterede stier rundt om boldbanen, så ungerne dels ikke ødelægger græsset og bliver så mudrede og så vi samtidigt også kan bruge løbehjul og rulleskøjter på stierne!
Og det er jo også en god nyhed, vi kan glæde os til !
Og angående boldbanen…
I har måske opdaget det, men vores lækre kunststofbane er altså ikke frit tilgængelig i fritiden, selvom mange nok kunne tænke sig at smutte forbi og spille lidt fodbold. Banen hører frem til klokken 17 til skolen og Akeleje – og herefter hører den til Kultur og Fritidsforvaltningen! Og de udlåner den til foreninger i lokalområdet, hvorfor bl.a. Hellas Boldklub allerede er i fuld gang med at have banetider.
Tabte tænder
Sidst, men ikke mindst vigtigt er der jo de fortabte tænder i 0. klasserne! Jeg ved jo, at denne statistik over børnehaveklassebørnenes tandtab er den måske vigtigste data, man overhovedet kan trække ud af Ålholm Skole!
Nu sender jeg jo dette nyhedsbrev ud inden påske, men havde jeg ventet et par uger og en hel del chokoladepåskeæg senere, kan det være, at der havde været en mere dramatisk udvikling i antallet af tabte tænder hos de kære, dejlige børnehaveklassebørn.
0.A: 71 tabte tænder
0.B: 69 tabte tænder
og… 0.C: 63 tabte tænder
Med dette ønskes I alle en rigtig god påske!
Med venlig hilsen
Søren Vith
Skoleleder
Husk at gå ind på skolens hjemmeside www.aalholmskole.aula.dk
eller besøg skolen på Facebook eller Instagram for at se billeder fra skolens liv